Sådan sparer du penge i hverdagen

lørdag, september 17, 2022





Priserne stiger på alt fra dagligvarer til el, og du har måske brug for at kigge budgettet igennem. Disse overvejelser og ændringer i dine vaner kan give dig en sundere økonomi og spare dig penge. Som enlig mor har du den fordel eller ulempe at stå alene om familiens økonomi. 

Som enlig mor skal du kunne dække alle husstandens udgifter med én indtægt, hvilket godt kan blive en udfordring. Der er dog heldigvis et utal af gode eksempler på, at man godt kan klare sig fint økonomisk, selvom man er alenemor.

Der er mange penge at spare hvis man tænker sig om 


I denne artikel får du 8 gode råd til, hvordan du kan spare penge i hverdagen, som enlig mor på stram budget.


1. Lav selv kaffe

Hvis du køber en kaffe to-go hver dag på vej til arbejde eller skole, løber udgiften hurtigt op omkringw 1100 kroner om måneden! Det er 14.000 kroner på et år! Investér i en termokop, og lav kaffen hjemmefra – så bliver du stadig frisk om morgenen, men med flere penge til andre lækre ting.

Bonusinfo: Samme princip gælder for kildevand. Vandet i danske vandhaner er lige så srent som det vand, du kan købe på flaske – så tag din egen dunk med og fyld den op løbende.



2. Tag cyklen

Lav en aftale med dig selv om, at du cykler alle vegne i et par måneder. Det er dyrt at køre i bil eller bruge offentlig transport – så hvis du gør det til en vane at cykle, bliver du både gladere, friskere og har flere penge på kontoen!


Bonusinfo: Find nogle gode lydbøger og gør cykelturen til et hyggeligt pusterum i hverdagen.


3. Kig i lageret

Hvis du tjekker i skabe og skuffer på dit badeværelse, ligger der garanteret både hele og halve cremer, læbepomader og shampooflasker, du aldrig har brugt op. Sæt dem frem, der stadig er brugbare, og tøm dem, før du køber nye. Sælg ud af børnenes tøj og legetøj.
Køb brugt i stedet for nyt eller benyt dig af rotations grupper på Facebook.


4. Brug apps til at holde udgifterne nede

Er du mere til de digitale hjælpemidler, så bør du undersøge markedet for apps, som du kan downloade til din mobil, og som kan hjælpe dig med at spare penge.
For det første, og i tråd med ovenstående punkter, kan du finde apps både til Android og iPhone, som kan hjælpe dig med at holde styr på dit budget, og som giver dig overblik over dine månedlige udgifter.


To udvalgte budgetapps: Spiir og Lommebudget af Ginta

5. Spar penge på din el-regning

TV'et, computere og spillekonsoller bruger mest strøm
Førstepladsen for hjemmets største strømslugere går til TV'et, computere og spillekonsoller. Faktisk står underholdningskonsoller tilsammen for 35 % af den gennemsnitlige danskers årlige strømforbrug.
Årsagen til det store strømforbrug er blandt andet, at dit TV bruger strøm, selv når det er slukket. For at spare penge på strømforbruget for dit TV og andre underholdningsapparater kan du sørge for, at de er helt slukkede ved at slukke for strømmen på stikkontakten.



Brug vaskemaskinen klogt og spar penge på strømmen
20 % af danskernes strømforbrug går til vaskemaskinen, som dermed indtager en flot andenplads, når det gælder strømslugere. Mange fylder typisk kun deres vaskemaskiner halvt op, selvom de fleste vaskemaskiner kan vaske helt op til 8 kg tøj ad gangen.
Har din vaskemaskine eco-program, kan denne indstilling spare dig for mange penge på, både når det gælder el og vandforbrug.
Faktisk kan du spare flere hundrede kroner på hver elregning ved at skære ned på dit strømforbrug på vaskemaskine og tørretumbler, og så er det tilmed også godt for miljøet.


6. Sælg ud af dine ting der samler støv

Tjek dit kælderrum for ting, som andre vil kunne få glæde af. Har du en lampe, en samling fagbøger eller noget tøj liggende, du ikke bruger mere? Så sæt det til salg! Det tager et minut at fotografere tingene med din mobil og skrive en hurtig tekst til. Du vil blive overrasket over, hvad der sælges på den slags hjemmesider – og ofte kommer køberen forbi allerede dagen efter med herlige kontanter, som du kan bruge til dagligvarer eller noget mere luksusagtigt, du ønsker dig!
Bonusinfo: Køb selv brugte ting på nettet, hvis du mangler noget specifikt, som ikke tager skade af at have tilhørt en anden før – der er mange penge at spare!


7. Spar penge på madbudgettet

Lav madplanen og køb ind 1 gang om ugen – eller køb ind på nettet
Planlæg dine indkøb, lav en madplan og gå kun sjældent i supermarkedet! Ved at lave en madplan får du et overblik over ugens måltider og kan måske forudse, hvilke rester der kan bruges senere på ugen.
Planlægger du en uges indkøb i forvejen, kan du nøjes med 1 eller 2 indkøb i løbet af en uge – og alene det at gå mindre i supermarkedet gør dine indkøb billigere. Når du er i supermarkedet, fristes du nemmere til at købe noget, der ikke står på din indkøbsseddel.

Køb dagligvarer på nettet. Ud fra filosofien om at undgå fristelser og impulskøb kan du med fordel købe dagligvarer på nettet. Det kan godt være, at varerne enkeltvis er lidt dyrere, end hvis du købte dem i supermarkedet, men samlet kan det blive billigere for dig at købe ind online i stedet for daglige indkøb i en butik.



8. Skil dig af med unødvendige abonnementer

Tv-pakker og streamingtjenester til musik og tv løber let op – især hvis du har mange af dem. Og du betaler måske for tjenesterne flere gange, for eksempel både via dit mobilabonnement og dit bredbånd.
Tjek, om du betaler du for noget, du ikke har brug for.
Man glemmer, man har dem, og går dermed og betaler for noget, man ikke bruger. Prioritér dine abonnementer, gå dem igennem – og få afmeldt dem, du ikke bruger, eller som ikke giver værdi.
Husk, at mobilabonnementet også er en fast post på de fleste budgetter. Tjek, om du kan få et billigere abonnement – enten hos samme teleselskab eller hos et andet. Overvej også, om du betaler for mere data eller taletid, end du har behov for, eller om dit abonnement giver dig adgang til film, musik eller læsestof, som du egentlig ikke bruger.

Kender du til flere sparetips?
Skriv en kommentar


Send en kommentar