Opdragelse af 4 årig trodsig teenager - gode råd til trodsalderen

søndag, juni 18, 2023


Trodsalderen har for alvor ramt os.

Døren bliver smækket, når jeg beder barnet om at samle legetøjet op. Foden bliver banket i gulvet, efterfulgt af en hidsig: "Nej, jeg kan ikke, selv!" når jeg beder min fireårige om at tage tøj på.

Jeg kan mærke vreden stiger, når jeg beder min fireårige om at skynde sig lidt, fordi vi er allerede sent på den, mens barnet, med vilje, trækker tiden ud.

"Fuck dig, mor!" bliver der råbt, når konflikten eskalerer, og jeg er nødt til at give ham en "time out" for han har kastet en gaffel efter mig, efter han har fået at vide at han ikke må få "en lille snack" FØR aftensmaden.

Min søn kan skifte humør på et øjeblik, fra at være en trodsig og stridbar lille fyr til at være filosofisk og kærlig. Det har været svært for mig som mor at følge med i hans skiftende adfærd og humør. Jeg har ofte haft lyst til at smide håndklædet i ringen og været på grænsen af sammenbrud, men når man er alene om opdragelsen, så er det ikke andet at gøre at holde det ud.

Men jeg har lært, at dette er en naturlig del af hans udvikling og søgen efter selvstændighed og identitet. Min søns adfærd er alderssvarende til en udvikling for 4 årige.

Vi er heldigvis altid blevet gode venner igen efter konflikterne. Har krammet og snakket om hvorfor vi blev sure på hinanden. Vi har sat ord på vores følelser.

I denne artikel vil jeg dele min personlige rejse og give gode råd til trodsalderen,  til at håndtere denne fase, når dit fireårige er en lille "teenager".


At forstå min 4 årige barns udvikling og adfærd:

Børnepsykologer har udgivet flere artikler om emnet som alle mener, at 4-årige børn kan ligne teenagere på mange måder. De ønsker selvstændighed og har deres egne tanker og planer. Min søn er ingen undtagelse. Han er begyndt at udforske verden omkring sig og har behov for at udtrykke sig selv. Dog har han stadig svært ved at forstå, at andre kan have forskellige tanker og ønsker. Jeg har indset, at hans vrede og frustration ofte kommer fra denne manglende forståelse.

At tackle vrede og sprogudvikling:

Det har været vigtigt for mig at forstå, hvor min søns vrede og frustration kommer fra. Jeg har lært, at det ikke handler om, at han er urimelig, men om hans egen udvikling og ønske om selvudfoldelse. Når han bruger grimme ord eller bandeord, ved jeg nu, at det er en del af hans alderssvarende sprogudvikling og hans forsøg på at forstå reaktionerne fra de voksne omkring ham. Jeg har lært at forklare ham, at visse ord ikke er passende at bruge offentligt, samtidig med at jeg forsøger at forstå hans følelser bag ordene.

Være nysgerrig og vejledende:

Som enlig mor har jeg indset, at det er afgørende at være nysgerrig på min søns motivationer og tanker. Jeg forsøger at forstå, hvorfor han ønsker visse ting eller reagerer på en bestemt måde. Dette har hjulpet mig med at opbygge en stærk forbindelse mellem os. Samtidig har jeg lært at sætte klare grænser og vejlede ham i, hvad der er muligt og ikke muligt. Jeg har indset, at konflikter er en naturlig del af hans udvikling, og at det er okay at have dem.

Håndtering af konflikter og mine egne følelser:

At håndtere konflikter med min 4-årige søn har været en udfordring som enlig mor. Jeg har lært at finde en balance mellem at give efter og fastholde visse regler og grænser. Hvis jeg ignorerer konflikter og sluger mine egne følelser, skaber det en spænding, der ikke er sund for vores forhold. Derfor har jeg lært at tackle konflikter, når de opstår, og være ærlig om mine egne følelser. Hvis jeg bliver for vred, har jeg lært at tage en pause og komme tilbage til situationen senere med en mere afbalanceret tilgang.

Filosofiske spørgsmål og selvudvikling:

En af de mest spændende dele ved at være mor til en 4-årig dreng er, at han begynder at stille store og filosofiske spørgsmål om livet. Jeg er blevet overrasket over, hvor dybtgående hans tanker kan være. Han forstår meget mere end jeg troede han gør. Vi har haft utallige samtaler om eksistens og identitet, og det har givet os begge mulighed for at reflektere og vokse. Det er en fantastisk mulighed for både hans og min egen selvudvikling.

Afslutning:

At være enlig mor til en 4-årig dreng er en udfordrende, men også berigende rejse. Min søn gennemgår en fase med skiftende adfærd og humør, der minder om teenageårene. Ved at forstå hans behov for selvstændighed og identitet samt ved at være nysgerrig, vejledende og ærlig om mine egne følelser, har jeg lært at håndtere denne fase bedre. Jeg forsøger også at nyde de filosofiske samtaler og den selvudvikling, min søn og jeg går igennem sammen. Denne fase er en vigtig del af hans udvikling og hans rejse mod at finde sig selv, og jeg er taknemmelig for at være en del af den.




Send en kommentar